BÆREDYGTIG PRODUKTION SKAL BEKÆMPE MADSPILD

Hvordan? Det og meget mere giver produktionschef Nikolaj Seiersen dig svar på her, hvor han inviterer indenfor i Frankly’s produktion.

I dag er produktionsdag. Første juice, der skal presses, er en gul drøm af økologisk ananas, peberfrugt, chili, citron, lime og æble. Frugter og grøntsager står stablet i kasser fra gulv til loft i kølerummet, hvorfra de bæres ind i det afkølede produktionslokale og lander med et plask i et vandkar, hvor de automatisk skylles. Et bånd bærer de hele råvarer – med skræl og kernehus mv. op fra vandet og ind i pressemaskinens indre, hvor de skånsomt koldpresses. Og der er en god grund til, at blandt andet æblerne ikke skrælles, inden de presses.

”Vi bruger alt på råvarerne. Det skyldes ikke kun, at der er mange sunde næringsstoffer i de dele af råvarerne, som de færreste normalt spiser. Det skyldes også, at når vi bruger hele frugten, er der mindre madspild i vores produktion – og spild har vi et rigtig stort fokus på. Der er naturligvis et økonomisk aspekt – stort spild koster penge. Men vores største fokus er bæredygtighed. Den største miljøbelastning på verdensplan kommer fra produktion, med over 1 milliard tons spildt mad om året, så med tiltag som dette vil vi gerne inspirere til at tænke bæredygtigt i henhold til produktion og minimere overproduktion. Vi har maks. 5% spild, som kan skyldes, at der i en kasse appelsiner er et par dårlige, som vi må kassere,” forklarer Nikolaj, mens vi bevæger os rundt i produktionen.

Ingen masseproduktion – mindre spild

Når saften er presset, samles den i en tønde, hvorfra den løber gennem to snoede rør. For enden af rørene tappes juicen automatisk på de flasker, som en medarbejder placerer på række på et smalt transportbånd. Når en flaske er fuld, fører båndet den rundt i et sving, inden en robot giver flasken prop på. På turen videre ad båndet påsættes flasken et mærkat, inden flasken ender på en rund, roterende plade. Når pladen er fuld, samler en medarbejder flaskerne i en kasse, og så er der Frankly Juice klar til kunderne.

Antallet af færdige juice varierer fra produktionsdag til produktionsdag. Frankly Juice producerer nemlig kun til ordre. Det vil sige, at de sælger, før de producerer, sådan at antallet matcher det aktuelle salg. Her er der ikke noget, der hedder masseproduktion.

”Vi forecaster hvor meget juice, vi regner med at skulle producere og bestiller råvarer hjem efter det, så vi sikrer, at vi ikke får flere råvarer, end vi skal bruge. Når vi så producerer, vurderer vi, hvor meget der skal i presseren afhængigt af, hvor meget vi skal producere af den enkelte juice,” fortæller Nikolaj.

På produktionsdagene hænges en seddel op, hvor der står angivet, hvor mange kilo råvarer, der skal bruges, og hvor mange liter juice, der skal produceres. Men:

”Mængden af frugt og grønt til en specifik mængde juice varierer, for det er forskelligt, hvor meget saft fx et æble indeholder alt efter sort og sæson. Nu her skifter vi fra udenlandske æbler til danske æbler, fordi vi går ind i æblesæsonen. Det skal vi så tage højde for, når vi producerer. Det lyder måske lidt nørdet, men det er dét, som gør produktionen spændende! Vi skal vide meget om råvarerne, om forskellige sorter og deres sæsoner, hvis vi vil undgå at producere for meget eller for lidt. Vi kan ikke bare følge samme opskrift hver gang,” griner produktionschefen.

Genanvendelse af produktionsaffald

Når råvarerne er presset, opstår der en rest. ”Pulp” kaldes den grødede masse af most frugt og grønt, som er tilbage, når saften er presset ud. Presningsmaskinen skiller saft og pulp fra hinanden, og pulpen samles som produktionsaffald i en boks for sig. Men Frankly Juice smider ikke bare pulpen ud.

”Alt produktionsaffald bliver genanvendt. Der bliver lavet biogas af pulp og citrusskræller. På den måde bliver resterne udnyttet. Derudover får bageriet Emmerys rødbedepulp hver 14. dag, som de bruger til at bage muffins. Med den slags samarbejder forlænger vi råvarernes levetid,” forklarer Nikolaj.

Han håber, at Frankly Juice i nær fremtid kan genanvende pulpen i endnu højere grad, og lige nu har juicedrengene gang i et forsøg om at bruge pulpen som kompost på Aarstidernes marker og i Aarstidernes nye koncept ‘Den Grønne Kælder’, hvor pulpen blandt andet skal bruges i vegi-deller og lasagne – Aarstiderne som også leverer de råvarer, som Franky Juice presser juice af.

 

Tre hurtige – sådan mindsker vi madspild i produktionen:

1) Vi anvender alle dele af råvarerne.
2) Vi producerer nøjagtig den mængde, som vi sælger.
3) Vi genanvender produktionsaffald og producerer nye fødevarer af den overskydende pulp.

 

Fakta: Frankly Juices produktion:

– Vi koldpresser frisk juice og ingefærshots i vores produktionslokaler i Københavns Nordhavn.
– I alt seks uundværlige medarbejdere knokler i vores produktion. Nikolaj Seiersen er produktionschef, men alle vores medarbejdere skal kunne varetage alle dele af produktionen.
– Vi producerer 4 gange ugentligt, men vores juicer bliver mere og mere populære, og vi er derfor snart nødt til at presse juice flere gange om ugen – helt op til 6 gange ugentligt.