Frankly-lifestyle-Anders-rømer_tbrvlz

FRANKLY LIFESTYLE – ANDERS RØMER

33-årige Anders Rømer har mange bolde i luften. Til daglig arbejder han som klinisk psykolog, i weekenden arbejder han som DJ på diverse natklubber i København, og store dele af sin fritid bruger han sammen med vennerne Mike og Jacob på at drive det sociale løbefællesskab NBRO Running, som han var med til at grundlægge i 2010.

Anders løb sit første marathon i 2003 og har siden da været bidt af langdistanceløb; han har således i skrivende stund gennemført 18 marathons; heriblandt 5 ud af de 6 ‘World Majors’, og han planlægger at løbe den 6. og sidste, Boston Marathon, i april i år.

Endvidere er han glad for distancerne 5 km, 10 km og halvmarathon, og han kæmper en evig kamp mod sig selv og uret med ét mål for øje: fart. Anders er drevet af det konstante ønske om at blive hurtigere, hvilket kræver en solid og seriøs træningsindsats – året rundt. Vi har selvfølgelig spurgt Anders om, hvad sundhed betyder for en top atlet som ham.

1. Hvad betyder sundhed for dig?

“For mig er sundhed ganske enkelt nøglen til et godt liv. Fysisk og psykisk sundhed er uløseligt forbundet, og derfor er det vigtigt for min hverdag og mit generelle velbefindende, at jeg er i god fysisk form, spiser sundt og varieret – og samtidig er glad. Mit humør er i høj grad afhængigt af, om jeg får trænet, og jeg må nok hellere gå til bekendelse og indrømme, at jeg er afhængig af daglig fysisk aktivitet. Jeg cykler til og fra arbejde og løber i gennemsnit ca. 15 km hver dag, og holder jeg pause i flere dage, går det typisk ud over mit humør; jeg bliver lettere rastløs og irritabel.”

“Min daglige kost er selvfølgelig også afgørende for, at jeg er og føler mig sund, og jeg prøver at spise varieret og få rigeligt med især grøntsager og frugt. Samtidig er jeg dog ikke kostfornægter, og jeg sætter stor pris på at kunne nyde en pizza, en croissant eller en espresso martini – sidstnævnte er efterhånden blevet fast rutine for mig, når jeg møder på DJ-job.”

2. Hvorfor drikker du Frankly Juice?

“For at være helt ærlig, er jeg ikke vildt god til at få spist frugt i det daglige; smagen af æbler, pærer og bananer kan godt kede mig, og når jeg f.eks. træner til marathon og løber over 100 km om ugen, har jeg næsten altid mere lyst til brød, pasta og havregryn. Men jeg prøver at få minimum 300 gram grøntsager og 300 gram frugt om dagen, og gerne meget mere, og her hjælper Frankly virkelig. Smagen er ganske enkelt i særklasse, og så er det jo heller ikke ligefrem en ulempe, at produkterne er økologiske og fuldstændig fri for konserveringsmidler og tilsætningsstoffer.”

“Franklys juicer og ingefærshots fungerer for mig både som en lækker treat efter hårde træninger samt som det nødvendige boost af uundværlige vitaminer og næringsstoffer, som min krop og mit sind har brug for.”

Anders kan følges på Instagram