marie_dxbfn3

MARIE LOUISE CRAMER: 3 HURTIGE OM SUNDHED

1. Hvad er din filosofi omkring sundhed?

Sundhed er en kompleks størrelse. Sundhed handler ikke udelukkende om fysisk aktivitet, mental – eller social velvære – det handler om en kombination. Tidligere var jeg af den overbevisning, at hvis jeg var fysisk aktiv, havde jeg en sund krop. Jeg er heldigvis blevet klogere. Jeg føler, at jeg er sund, når jeg spiser sundt og varieret, dyrker fysisk aktivitet i løbet af ugen, og når jeg tilmed har tid, energi og overskud til at være sammen med de mennesker, der betyder meget for mig. Jeg kan sagtens have en hverdag, hvor jeg formår at spise sundt og dyrke motion, men hvis jeg f.eks. har for meget arbejde, går det udover mit overskud og energiniveau, og dermed min lyst til at være social med andre mennesker. I disse perioder vil jeg ikke kategorisere mig selv som værende sund, til trods for at jeg spiser sundt og er fysisk aktiv. Netop fordi sundhed er en kompleks størrelse, er det også meget individuelt, hvornår vi hver især oplever sundhed. Sundhed for mig er ikke nødvendigvis lig sundhed for dig.

2. Hvad motiverer og inspirerer dig til at leve sundt?

Min største motivation for at leve et sundt liv er uden tvivl, at jeg gør noget godt for min krop. Min krop er ’mit hus’, som jeg skal leve i, igennem hele mit liv. Jeg kan ikke bare få en ny krop, hvis jeg ikke passer godt på den. Ved at leve en sund hverdag ved jeg, at jeg gør det bedste for min krop – og det vil den takke mig for, når jeg bliver ældre.

Derudover motiverer det mig at være et sundt og naturligt forbillede for mine klienter. Jeg ønsker at vise, at det er muligt at være sund og stærk, og samtidig have et afbalanceret forhold til kost og træning. Som coach skal jeg have et sundt forhold til sundhed, ellers føler jeg ikke, at jeg kan vejlede andre i at opnå sundhed. Det sætter et stor krav til mig, især da vi lever i en verden, hvor iscenesættelse af halvnøgne kroppe fylder meget på de sociale medier.

3. Hvad er dit bedste sundhedstip?

Mit bedste sundhedstip er uden tvivl at flytte fokus til noget, du synes er sjovt. Rigtig mange har svært ved at fastholde motivationen til at være fysisk aktiv, hvilket giver rigtig god mening, hvis du finder din træning kedelig og uinspirerede. Personligt mister jeg motivationen til at være fysisk aktivitet, hvis jeg har dyrket den samme sport igennem en længere periode, hvis jeg mangler udfordring eller ny inspiration. Jeg sørger løbende for at justere. I nogle perioder elsker jeg at løfte tungt, i andre periode er min løbetræning i fokus, og nogle gange prioriterer jeg at gå lange ture. Hvis du kan finde frem til en eller flere motionsformer, hvor du opnår en følelse af glæde, velvære, fornøjelse og tilfredsstillelse, vil der være en større sandsynlighed for, at du kan fastholde din motivation på sigt.

Se mere om Marie Louise Cramer på hendes webside her.