PLASTIC FANTASTIC

Plastik er på mange måder et vidundermateriale, men det store forbrug er ekstremt forurenende. Når plastik ender i skraldevognen sammen med dit almindelige affald, bliver det kørt til afbrænding, hvor det udleder CO2 til skade for klimaet. Det plastik, som ikke bliver brændt, ender ofte i havene og i maven på verdens havdyr. Faktisk er plastforurening i havene så stort et problem, at der i 2050 vil være flere stykker plastik end fisk svømmende rundt i havene, vurderer World Economic Forum. Medmindre vi gør noget – og vi kan nemt gøre en lille forskel.

Hos Frankly Juice mener vi, at bæredygtighed er vejen frem. Vi opfordrer derfor til, at du ikke smider de tomme juiceflasker i skraldespanden, men sorterer dem som hård plast, så de bliver genanvendt. Affaldssortering er vores første ud af tre gode råd til at gøre dagligdagen lidt mere plastic fantastic.

1. Sortér dit affald

Hård plast som fx emballage fra fødevarer kan genanvendes, og i flere og flere baggårde bliver der opsat en særlig skraldespand til den hårde plastik. Sorterer du dit affald, så den hårde plastik bliver smidt ud for sig, forlænger du plastens levetid og skåner klimaet for CO2. Det udleder nemlig langt mindre CO2 at fremstille plastik af genbrugsplast, end at producere det fra ny.

2. Brug et stofnet når du handler

Drop supermarkedets plastikposer og tag i stedet en pose af stof med hjemmefra, når du køber ind. Vælg en stofpose, som du gider at bruge igen og igen, for på samme måde som plastik forurener, så forurener produktion af stof også. Der findes efterhånden mange flotte designs i økologiske, naturlige materialer, der sikrer, at du aldrig vil savne plastikposerne.

3. Undgå produkter med mikroplast

Mikroplast er meget små stykker af plastik, som findes i alt fra bildæk og gummisko til skønhedsprodukter og engangskarklude. Når vi fx vrider engangskarkluden i vasken, løber der mikroplast ud i afløbet og videre ud i havet, til skade for miljøet. Heldigvis viser en nylig undersøgelse fra Aalborg Universitet, at de anlæg, som renser vores spildevand, opsamler en stor del af mikroplasten. Men der ér en del af plasten, som ender i maverne på verdens havdyr. Så undgå produkter med mikroplast i husholdningen og skønhedsrutinen, hvis du vil være på den sikre side. Udskift fx engangskarkluden med en klud af bomuld.

Husk at sortere dine tomme Frankly Juice-flasker, så de bliver genanvendt. Så gør du både os, klimaet og fiskene glade.

Læs mere her